Forside -> Her arbejder vi -> Asyl -> Asylcentrene -> Center Sandholm
    Her arbejder vi:

    Center Sandholm

    Sandholmgårdsvej 40
    3460 Birkerød
    Tlf. 35 27 99 00
    Fax 48 17 57 86

    Center Sandholm fungerer både som modtage- og udrejsecenter. Det betyder, at centret huser nye asylansøgere og asyl-ansøgere med endeligt afslag på asyl, som skal forlade Danmark. Der bor cirka 500 personer i alt på center Sandholm, som er døgn-bemandet.

    Modtagecentret ligger i Allerød i Nordsjælland cirka 30 km nord for København og rummer tre typer beboelse: en familiebygning med værelser med eget bad og toilet, to bygninger med 4 personers-værelser og fælles bad og toiletter på gangen og 6 nyopførte bygninger med dobbeltværelser og tilhørende bad og toilet. Der er desuden fælles vaskerier og et cafeteria, som bespiser beboere der ikke får udbetalt penge til selv at lave mad. Beboerne kan kontaktes på beboertelefonerne 48 14 15 54, 48 14 17 31 og 48 14 28 43.

    Børnene på center Sandholm går i Dansk Røde Kors’ skole i Lynge eller i lokale folkeskoler. De mindste børn går i legestue på centret, hvor klubben for de større børn også ligger. Sandholm tilbyder forskellige aktiviteter for de voksne beboere. Alle nye asylansøgere får tilbudt et kortvarigt kursus på center Sandholm, så de har sprog og viden nok om Danmark til at klare sig i hverdagen, og centrets »arbejdsformidling« formidler interne arbejdspladser - også til forskellige beboerstyrede aktiviteter så som systue, infocafé, kvindegruppe og cykelværksted. Om aftenen og i weekenderne er der jævnligt aktiviteter og udflugter. Sundhedsklinikken på center Sandholm løser almindelige sundhedsopgaver og tager sig af den første medicinske modtagelse af nye asylansøgere.

    Beboerne på center Sandholm kan frit komme og gå på centret, men alle øvrige gæster skal legitimere sig ved indgangen og have et konkret ærinde på centret for at komme ind.

    Udlændingeservice, Rigspolitiets Udlændingeafdeling og Kriminalforsorgen Ellebæk (Kriminalforsorgens institution for frihedsberøvede asylansøgere m. fl., Ellebæk) holder også til i Sandholm. Deres områder er dog tydeligt markerede og adskilt fra Dansk Røde Kors’ område.

    Centerleder: Jørgen Chemnitz
    Stedfortræder: Kirsten Schaumburg